Lydord
Lydord (sjældent Onomatopoietikon) er en betegnelse for et ord, som er dannet ved efterligning af naturlig lyd. Eksempelvis er dyrelydene "muh" og "øf" onomatopoietika, ligesom "pip", "vov" eller "mæh"[1]. Desuden ses det i orddannelser såsom "plask", "splat" "bøvs" og "bang".[kilde mangler]
Onomatopoietikon
Et lydord kaldes sjældent [2] et Onomatopoietikon (flertal: Onomatopoietika), af græsk: onoma, "navn" eller "ord", og poiein, "skabe").[kilde mangler]
Sprogenes oprindelse
 | Der er ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem. (marts 2020) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
Eksistensen af lydord har ofte været brugt som argument imod strukturalisme, der hævder at verbalsproget er tilfældigt konstrueret. Dette tilbagevises dog af Ferdinand de Saussure i hans tekst Lingvistikkens objekt.
Universalitet
| Der er ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem. (marts 2020) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
Lydord er ikke universelle, men afhænger af sprog. Eksempelvis er lydordet for en kats lyd "miav" på dansk, "meow" på engelsk og "nyan" på japansk.
Referencer
- ^ Lars Henriksen, "Er nogle sprog bedre end andre", i Sprogpsykologi. Udvalgte kerneemner, Museum Tusculanums Forlag, 2004
- ^ DDO: Lydord
Litteratur
- Saussure, Ferdinand: "Lingvistikkens objekt", Strukturalisme. En antologi, København 1970, s. 21
- Sprogpsykologi. Udvalgte kerneemner, Museum Tusculanums Forlag, 2004
Eksterne henvisninger
|
Se Wiktionarys definition på ordet: |
