P. Munch: Forskelle mellem versioner

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Indhold slettet Indhold tilføjet

Inline

Versionen fra 20. mar. 2017, 14:52

Peter Rochegune Munch (25. juli 1870 i Redsted på Mors – 12. januar 1948 i København) var en dansk politiker (Radikale Venstre) og minister.

P. Munch var født i Redsted på Mors. Søn af gårdejer Chresten Møller Munch og hustru, Johanne Mathilde, f. Vilhelmsen. Han var uddannet som cand. mag. i historie og blev dr.phil i 1900 på grundlag af afhandlingen »Købstadstyrelsen i Danmark 1619—1848«. Medlem af Folketinget for Radikale Venstre fra 25. maj 1909 til 1945, valgt på Langeland.

Som forsvarsminister og senere som udenrigsminister var Peter Munch en af hovedkræfterne bag den danske neutralitetspolitik i tiden fra 1. verdenskrig og frem til den tyske besættelse af Danmark.

Politisk karriere

P. Munch var som helt ung tilhænger af Højre, men blev i sin studietid stærkt tiltrukket af Viggo Hørups radikale synspunkter.^[1] Efter et års ophold i Paris, hvor han blev inspireret af de franske socialradikale synspunkter, grundlagde han i 1903 tidsskriftet "Det nye århundrede". Her formulerede han sine synspunkter på moderne åndsliv og på Danmarks forsvar^[2]

Munch deltog i stiftelsen af det københavnske Radikale Venstre. Han blev i 1909 valgt til Folketinget for Langelands-Kredsen og opnåede genvalg indtil valget i 1945 Allerede i perioden oktober 1909—juli 1910 var han som 39-årig indenrigsminister og fra juni 1913—marts 1920 forsvarsminister i Carl Theodor Zahles ministerier. Hans første ministerembede blev kortvarigt og hans forslag om en grundlovsændring bortfaldt efter valgnederlaget i 1910.^[3]

I 1909 havde han under folketingsdebatten om Forsvarets fremtidige ordning stærkt hævdet, at en udbruddet af en krig i Europa var usandsynlig under datidens høje kulturelle udvikling, og at det derfor ikke var værd at ofre store summer på militære formål. Alligevel viste han som forsvarsminister stor velvillighed overfor værnene, både til finansieringen af en talrig sikringsstyrke og til udvidelsen af Københavns Befæstning. Efter udbruddet af 1. verdenskrig fik Danmark den 5. august 1914 en tysk forespørgsel om mineudlægning i Storebælt. Munch var af den opfattelse, at mineudlægningen måtte foretages af Danmark for at fastholde vores neutralitet, og efter et dramatisk forhandlingsforløb blev dette besluttet med kraftig støtte fra kongen, Christian 10.

Efter krigens afslutning blev Munch i 1919 medlem af den danske Rigsdags delegation ved fredskongressen i Paris, og var fra stiftelsen i 1920 til 1938 en af Danmarks delegerede ved Folkenes Forbunds Kongres i Geneve. Efter Påskekrisen i 1920 måtte Munch forlade sin ministerpost, og først i 1929 blev han igen regeringsmedlem, i ministeriet Thorvald Stauning II. Han var året før blevet formand for Det radikale venstre, og blev som konsekvens af det følgende årtis samarbejde med socialdemokratiet udenrigsminister i de skiftende Stauning-regeringer. Op gennem 30'erne hvor den politiske situation blev stadigt mere truende på grund af borgerkrigen i Spanien, Italiens erobring af Abessinien og Albanien og ikke mindst Hitler-Tysklands voldsomme oprustning og ekspansion med annektering af Østrig, Sudeterland mm. forhindrede Munch ethvert forsøg på at udbygge dansk forsvar i takt med den internationale situation. Munch var hovedarkitekten bag den danske neutralitetspolitik, som kulminerede med underskrivelsen af den dansk - tyske ikke-angrebspagt 23. maj 1939 der fortsatte under besættelsen af Danmark 9. april 1940 og endelig ophørte ved Tysklands kapitulation i maj 1945. Han tilbød at trække sig som udenrigsminister samme dag som besættelsen begyndte, men forlod først posten endeligt da Erik Scavenius overtog den 3 måneder senere. Munch er også^{[af hvem?]} tilskrevet "Rostockmødet" den 17. marts 1940.

Politisk karriere

Medlem af Folketinget 1909-1945
Indenrigsminister 1909-1910
Forsvarsminister 1913-1920
Udenrigsminister 30. april 1929 - 8. juli 1940
Dansk delegeret til Folkeforbundet 1920-1938.

Udgivelser

Lærebøger i Verdenshistorie (1907—08, 4. Udg. 1916—19), i Samfundskundskab (1902, 8. Udg. 1917)
(sammen med Niels Møller) 5. Bd af »Folkenes Historie«: »Enevældens Historie 1600—1763« (1903)
»Verdenskulturen«, 8. Bd (1912)
Europas politiske Udvikling efter 1814, hvor han afsluttede C. Bruuns »Kjøbenhavns- Historie« (1901) og Johan Ottosens »Vor Historie« (1904)

Privatliv

Munch ægtede i 1902 Elna Sarauw,(født 13. juni 1871, død 18. november 1945), cand. mag. i Matematik 1896. Hun var stifter af »Landsforbundet for Kvinders Valgret« (1907) samt dets formand indtil 1915; valgtes 1917 til Københavns Borgerrepræsentation fra 1918-1938 til Folketinget, hvor hun ligesom sin ægtefælle tilhørte den radikale gruppe.

Noter

^ Thorsen 1972, s. 69
^ Thorsen 1972, s. 70
^ Thorsen 1972, s. 205

Kilder

Gunnar Fog-Pedersen, Vor Regering og Rigsdag, Nordisk Forlag, København 1938.
P. Munch, Erindringer 1870-1947, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1959-67
Viggo Sjøqvist, Peter Munch. Manden Politikeren Historikeren, Gyldendal, 1976.
Ole Krarup-Pedersen, Udenrigsminister P. Munchs opfattelse af Danmarks stilling i international politik. G.E.C. Gads Forlag 1970.
Thorsen, Svend (1972), De danske ministerier 1901-1929 Et hundrede politisk- historiske biografier, København: Pensionsforsikringsanstalten

[1] Thorsen 1972, s. 69

[2] Thorsen 1972, s. 70

[3] Thorsen 1972, s. 205

[1]

[2]

[3]

@@ Linje 11: / Linje 11: @@
 P. Munch var som helt ung tilhænger af [[Højre (1881)|Højre]], men blev i sin studietid stærkt tiltrukket af [[Viggo Hørup]]s radikale synspunkter.<ref>{{Harvnb|Thorsen|1972|p=69}}</ref> Efter et års ophold i [[Paris]], hvor han blev inspireret af de franske socialradikale synspunkter, grundlagde han i 1903 tidsskriftet "Det nye århundrede". Her formulerede han sine synspunkter på moderne åndsliv og på Danmarks [[forsvar]]<ref>{{Harvnb|Thorsen|1972|p=70}}</ref>
-Munch deltog i stiftelsen af det københavnske [[Radikale Venstre]]. Han blev i 1909 valgt til Folketinget for Langelands-Kredsen og opnåede genvalg indtil valget i 1945 Allerede i perioden oktober 1909—juli 1910 var han som 39-årig [[indenrigsminister]] og fra juni 1913—marts 1920 [[forsvarsminister]] i [[Carl Theodor Zahle]]’s ministerier. Hans første ministerembede blev kortvarigt og hans forslag om en [[grundlov]]sændring bortfaldt efter valgnederlaget i 1910.<ref>{{Harvnb|Thorsen|1972|p=205}}</ref>
+Munch deltog i stiftelsen af det københavnske [[Radikale Venstre]]. Han blev i 1909 valgt til Folketinget for Langelands-Kredsen og opnåede genvalg indtil valget i 1945 Allerede i perioden oktober 1909—juli 1910 var han som 39-årig [[indenrigsminister]] og fra juni 1913—marts 1920 [[forsvarsminister]] i [[Carl Theodor Zahle]]s ministerier. Hans første ministerembede blev kortvarigt og hans forslag om en [[grundlov]]sændring bortfaldt efter valgnederlaget i 1910.<ref>{{Harvnb|Thorsen|1972|p=205}}</ref>
-I 1909 havde han under folketingsdebatten om [[Forsvaret]]s fremtidige ordning stærkt hævdet, at en udbruddet af en [[krig]] i [[Europa]] var usandsynlig under datidens høje [[kultur]]elle udvikling, og at det derfor ikke var værd at ofre store summer på militære formål. Alligevel viste han som forsvarsminister stor velvillighed overfor værnene, både til finansieringen af en talrig sikringsstyrke og til udvidelsen af [[Københavns Befæstning]]. Efter udbruddet af [[1. verdenskrig]] fik Danmark den 5. august 1914 en [[Tyskland|tysk]] forespørgsel om mineudlægning i [[Storebælt]]. Munch var af den opfattelse, at mineudlægnngen måtte foretages af Danmark for at fastholde vores [[neutralitet]], og efter et dramatisk forhandlingsforløb blev dette besluttet med kraftig støtte fra kongen, [[Christian 10.]]
+I 1909 havde han under folketingsdebatten om [[Forsvaret]]s fremtidige ordning stærkt hævdet, at en udbruddet af en [[krig]] i [[Europa]] var usandsynlig under datidens høje [[kultur]]elle udvikling, og at det derfor ikke var værd at ofre store summer på militære formål. Alligevel viste han som forsvarsminister stor velvillighed overfor værnene, både til finansieringen af en talrig sikringsstyrke og til udvidelsen af [[Københavns Befæstning]]. Efter udbruddet af [[1. verdenskrig]] fik Danmark den 5. august 1914 en [[Tyskland|tysk]] forespørgsel om mineudlægning i [[Storebælt]]. Munch var af den opfattelse, at mineudlægningen måtte foretages af Danmark for at fastholde vores [[neutralitet]], og efter et dramatisk forhandlingsforløb blev dette besluttet med kraftig støtte fra kongen, [[Christian 10.]]
-Efter krigens afslutning blev Munch i 1919 medlem af den danske [[Rigsdagen|Rigsdag]]s [[delegation (diplomati)|delegation]] ved [[Versailles-traktaten|fredskongressen i Paris]], og var fra stiftelsen i 1920 til 1938 en af Danmarks delegerede ved Folkenes Forbunds Kongres i [[Geneve]]. Efter [[Påskekrisen i 1920]] måtte Munch forlade sin ministerpost, og først i 1929 blev han igen regeringsmedlem, i [[ministeriet Thorvald Stauning II]]. Han var året før blevet formand for Det radikale venstre, og blev som konsekvens af det følgende årtis samarbejde med [[socialdemokratiet]] [[udenrigsminister]] i de skiftende Stauning-regeringer. Op gennem 30'erne hvor den politiske situation blev stadigt mere truende på grund af [[Spanske Borgerkrig|borgerkrigen i Spanien]], Italiens erobring af [[Abessinien]] og [[Albanien]] og ikke mindst Hitler-Tysklands voldsomme oprustning og ekspansion med annektering af Østrig, [[Sudeterland]] mm. forhindrede Munch ethvert forsøg på at udbygge dansk forsvar i takt med den internationale situation. Munch var hovedarkitekten bag den danske neutralitetspolitik, som kulminerede med underskrivelsen af den dansk - tyske [[ikke-angrebspagt]] 23. maj 1939 der fortsatte under  [[besættelsen]] af Danmark 9. april 1940 og endelig ophørte ved Tysklands kapitulation i maj 1945. Han tilbød at trække sig som udenrigsminister samme dag som besættelsen begyndte, men forlod først posten endeligt da [[Erik Scavenius]] overtog den 3 måneder senere.  Munch er også tilskrevet "Rostockmødet" den 17. marts 1940.  Baggrunden for mødet skulle være at hans eneste barn, den homusexuelle Ebbe Munch, var blevet pågrebet af tysk politi på et pædofilt mødested og i Tyskland var strafferammen på det tidspunkt dødsstraf.
+Efter krigens afslutning blev Munch i 1919 medlem af den danske [[Rigsdagen|Rigsdag]]s [[delegation (diplomati)|delegation]] ved [[Versailles-traktaten|fredskongressen i Paris]], og var fra stiftelsen i 1920 til 1938 en af Danmarks delegerede ved Folkenes Forbunds Kongres i [[Geneve]]. Efter [[Påskekrisen i 1920]] måtte Munch forlade sin ministerpost, og først i 1929 blev han igen regeringsmedlem, i [[ministeriet Thorvald Stauning II]]. Han var året før blevet formand for Det radikale venstre, og blev som konsekvens af det følgende årtis samarbejde med [[socialdemokratiet]] [[udenrigsminister]] i de skiftende Stauning-regeringer. Op gennem 30'erne hvor den politiske situation blev stadigt mere truende på grund af [[Spanske Borgerkrig|borgerkrigen i Spanien]], Italiens erobring af [[Abessinien]] og [[Albanien]] og ikke mindst Hitler-Tysklands voldsomme oprustning og ekspansion med annektering af Østrig, [[Sudeterland]] mm. forhindrede Munch ethvert forsøg på at udbygge dansk forsvar i takt med den internationale situation. Munch var hovedarkitekten bag den danske neutralitetspolitik, som kulminerede med underskrivelsen af den dansk - tyske [[ikke-angrebspagt]] 23. maj 1939 der fortsatte under  [[besættelsen]] af Danmark 9. april 1940 og endelig ophørte ved Tysklands kapitulation i maj 1945. Han tilbød at trække sig som udenrigsminister samme dag som besættelsen begyndte, men forlod først posten endeligt da [[Erik Scavenius]] overtog den 3 måneder senere. Munch er også{{Af hvem?}} tilskrevet "[[Rostockmødet]]" den 17. marts 1940.
-=== Politisk karierreoversigt ===
+=== Politisk karriere ===
 * Medlem af Folketinget 1909-1945
 * Indenrigsminister 1909-1910
@@ Linje 28: / Linje 28: @@
 *(sammen med Niels Møller) 5. Bd af »Folkenes Historie«: »Enevældens Historie 1600—1763« (1903)
 * »Verdenskulturen«, 8. Bd (1912)
-*Europas politiske Udvikling efter 1814, hvor han afsluttede C. Bruun’s »Kjøbenhavns- Historie« (1901) og Johan Ottosen’s »Vor Historie« (1904)
+*Europas politiske Udvikling efter 1814, hvor han afsluttede C. Bruuns »Kjøbenhavns- Historie« (1901) og Johan Ottosens »Vor Historie« (1904)
 == Privatliv ==