Jacob Cats
Jacob Cats (født 10. november 1577 i Brouwershaven i Zeeland, død 12. september 1660 i Zorgvliet, Nederlandene) var en nederlandsk digter.
Jacob Cats | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 10. november 1577, 1577 Schouwen-Duiveland, Holland |
Død | 12. september 1660 Haag, Holland |
Gravsted | Kloosterkerk (Haag) |
Nationalitet | Nederlandsk |
Far | Adriaen Cornelisz. Cats |
Mor | Leenken Jacob Janszdr. Breyde |
Børn | Elisabeth Cats, Vrouwe van Carnisse, Anna Cats |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Universiteit Leiden |
Beskæftigelse | Humorist, storgodsejer, jurist, forfatter, advokat, digter, politiker |
Arbejdsgiver | Universiteit Leiden |
Arbejdssted | Dordrecht, Haag, Middelburg |
Signatur | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Liv og gerning
redigérAllerede i sin skoletid skrev han vers, først på latin, senere under påvirkning af en skolekammerat på sit modersmål. 16 år gammel drog han til universitetet i Leiden, hvor han studerede jura. Sit studium afsluttede han i Frankrig med en doktorgrad, som han erhvervede i Orléans. Efter sin hjemkomst praktiserede han som advokat i forskellige byer og gjorde sig blandt andet bekendt ved sit vellykkede forsvar for en kvinde, som var anklaget for hekseri.
I 1621 blev han næsten samtidig udnævnt til professor ved universitetet i Leiden og til syndikus i Middelburg; han valgte det sidste, men ombyttede det efter to års forløb for syndikatsembedet i Dordrecht. I 1636 blev han udnævnt til "storpensionær" (statsminister) ved Provinsen Hollands stænder, i 1648 til storseglbevarer.
Han var flere gange medlem af gesandtskaber til England.
I 1652 nedlagde han alle offentlige hverv og tilbragte sine sidste dage på sit landsted, Sorgvliet, mellem Haag og Scheveningen.
Mindesmærke
redigérI hans fødeby blev der i 1829 rejst et mindesmærke for ham.
Forfatterskab
redigérTil trods for sit stærkt bevægede liv og sine mange offentlige hverv fandt Cats dog tid til at udfolde en omfangsrig produktion og efterlod sig talrige værker.
Hans hovedværk er: "Houwelick" (Ægteskabet) i 1625, (dansk oversættelse Houwelijk ved G. Terckelsen, 1675), der er delt i 6 afsnit: "Den unge Pige", "Jomfruen", "Bruden", "Moderen", "Matronen" og "Enken". Allerede titlerne viser, hvilken slags emner forfatteren med særlig forkærlighed beskæftiger sig med. Han maler ikke, han ræsonnerer over livsforhold og mennesker med en vis tør, fornuftig logik, ofte med et smil. Al patos ligger hans bestandig-borgerlige temperament fjernt.
Det lykkedes ham at ramme sine landsmænds smag og tone i den grad, at han opnåede en popularitet som næppe nogen anden nederlandsk digter, og mange af hans vers blev allemands eje. Denne popularitet har holdt sig næsten til nyeste tid.
Den første samlede udgivelse af hans værker udkom i Amsterdam i 1655, en nyere i Schiedam i 1873. I sit 82. år forfattede han sin selvbiografi på vers; den udkom dog først i 1709.
Bibliografi
redigér- 1593 - Carmen in laudem doctissimi & eximij juvenis Iohannis Antonii Amstelrodamensis
- 1595 - Ode epithalamia in nuptias nobilissimi iuvenis Galeni van-der-Laen ac generosae virginis Franciscae ab Hemstede
- 1598 - Disputatio de actionibus, compilata quasi per Saturam ex. Tit. Inst. De Actionibus
- 1618 - Proteus of Sinne- en minnebeelden
- 1620 - Self-stryt
- 1625 - Houwelick
- 1632 - Spiegel van den ouden en nieuwen tyt
- 1637 - Trou-ringh ( 's Werelts begin, midden, eynde, besloten in den Trou-ringh), digt i fire dele, efterfølger af Houwelick. Del I inkluderer bland andet Adam en Eva, del II Crates en Hipparchia, del III Emma og Eginard, under titlen De man-dragende Maeght. I dette del står det berømte Het Spaens Heydinnetje. Anden oplag blev udgivet i 1638.
- 1655 - Alle de wercken van Jacob Cats (genoptrykt i 1658 og 1665)
- 1655 - Koninglyke herderinne, Aspasia
- 1655 - Ouderdom, buyten-leven en hof-gedachten op Sorghvliet
- 1656 - Doodkiste voor den levendige
- 1659 - Twee- en tachtig-jarig leeven
Litteratur
redigér- Ipsen, A.: Cats, Jacob (1577-1660) i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1916)