Grønlands politik

Grønlands politik har undergået dramatiske forandringer gennem det seneste århundrede, lige fra løsningen af konflikter på bopladserne under den danske kolonisering til det nuværede hjemmestyre.

Efter at Danmark havde taget de første skridt til demokrati i midten af 1800-tallet, fulgte Grønland efter. I 1862-63 var der valg til de såkaldte Forstanderskaber. De skulle fungere som repræsentative organer i de grønlandske distrikter. Inden valgene var det storfangerne, der bestemte på bopladserne, og det ændrede sig ikke stort efter valgene. Storfangerne havde sat sig på de fleste pladser i Forstanderskaberne.

I 1911, fik Grønland fik to landsråd - et i nord og et i syd. Men rådene havde kun en minimal indflydelse. Det meste af politikken blev stadig fastlagt i København. Fra ca. 1911 blev læreruddannelsen og skolevæsenet forbedret og der blev oprettet folkevalgte kommunal- og landsråd.

Efter at den 2. verdenskrig brød ud i 1939 foregik det politiske styre af Grønland fra Godthåb, og muligheden for en større grønlandsk indflydelse efter krigen voksede derfor frem. Grønlandske og danske politikere nedsatte i 1948 "Grønlandskommissionen", der afgav betænkning i 1950. I 1953 blev Grønlands kolonialstatus opgivet, og den danske Grundlov kom også til at omfatte Grønland, hvilket indebar, at grønlænderne inden for en overskuelig fremtid skulle sidestilles økonomisk og retligt m.v. med befolkningen i Danmark. Den 1. jan. 1979 fik Grønland sit eget Hjemmestyre der efterhånden overtog ansvaret for en lang række samfundsområder. I 2009 overgik Grønland fra hjemmestyre til selvstyre efter en stor del af den grønlandske befolkning sagde ja til øget grønlandsk selvstyrre i en folkeafstemning den 25. september 2008.

Grønlands parlament er Landstinget hvor alle beslutninger, der angår Grønlands indre styrelse tages. Landstinget har 31 medlemmer og mødes to til fire gange om året i Nuuk. Parlamentet er valgt for en fireårig periode.

Der er syv medlemmer af det nuværende grønlandske Landsstyre, der blev dannet den 1. maj 2007. Fire medlemmer er fra partiet Siumut og tre fra partiet Inuit Ataqatigiit. Hans Enoksen Siumut er Landsstyreformand.

Områder som Grønland og Danmark er fælles om, kan kun afgøres i samarbejde mellem Landstinget og Folketinget. Disse anliggender omfatter bl.a. udenrigs- og forsvarspolitik, politi og domstole, valuta samt hele råstofsområdet.

De offentlige udgifter i Grønland finansieres ved hjælp af bloktilskuddet fra Danmark, som i 2007 udgør 3.202,1 mio., samt skatter og afgifter. Hertil kommer indtægter fra salg af fiskerilicenser og den årlige kompensation fra EU, der udgør 280 mill.kr. pr. år. Hjemmestyrets årlige udgifter udgør ca. 6 mia.kr.

Siden 1953 har Grønland som bestemt i Grundloven valgt to medlemmer til Folketinget. Lars-Emil Johansen, fra Siumut og Juliane Henningsen fra Inuit Ataqatigiit (IA) repræsenter efter folketingsvalget den 13-11 2007 Grønland i Folketinget. Juliane Henningsen og Lars Emil Johansen vil sammen med Høgni Hoydal fra det færøske parti Tjóðveldi udgøre Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget.

Grønlands partier

• Siumut betyder "fremad". Partiet er et socialdemokratisk parti, der støtter en blandingsøkonomi. Det er det ældste parti i landet og var kraften bag Hjemmestyrets indførelse og bestemmelsen om at Grønland ikke skulle være med i EU. Siumut er et patrotisk parti og har været ved magt siden introduktionen af Grønlandsk regering i 1979
• Atassut betyder "samhørighed", er et politisk parti med en særlig grønlandsk liberalistisk grundholdning, med dybe rødder i den gamle grønlandske kultur. Partiet vil bevare rigsfællesskabet med Danmark og arbejder for at Grønland bliver medlem af EU.
• Inuit Ataqatigiit (IA) betyder "forente inuitter". Partiet er et socialistisk parti, der arbejder for at Grønland bliver anerkendt som et selvstændigt folk og lige muligheder og vilkår for alle i det grønlandske samfund.
• Demokraterne (Kalaallit Nunaani Demokraatit) er er et socialliberalt parti, der arbejder for at skabe ligeværdige muligheder og vilkår for borgerne i Grønland. Demokraterne arbejder for selvstændighed, men først når Grønland er i stand til at klare sig ved hjælp af landets naturlige ressourcer og dermed uden bloktilskud fra Danmark